Tag-arkiv: terrasse

Årlig vedligehold

Enhver træ-terrasse kræver jævnligt vedligehold, som alt andet træværk. Det kan virke som en masse overflødigt arbejde at skulle gøre det hvert år, men det er en god investering på den lange bane. Og kun nødvendigt de første 4-6 år.

Det betød:

  • Tidlig op
  • Sandpapir i rystepudseren
  • Olie i spanden
  • Pensel i hånden
  • Kaffe i koppen

2 timers arbejde i to dage og så er alt som det skal være godt – det er lige til at overkomme.

Terrasse, fase IV

Efter at have nydt terrassen hele sommeren med massere af sol og varme, så var det ikke svært at høre terrassen kalde på “Gori” igen og igen.

To dage på knæ og næsten 4 liter olie skulle der til. Terrassen fik to lag – vådt i vådt – og det overskydende olie blev tørt op, for at give en fin finish.

Så udestår kun at male de nye flet hegn på ydersiden.

Terrasse, fase III

Arbejdet med terrassen går fremad, i roligt tempo. Vejret har været tørt og fint, den sidste uge, så det træet er nu klar til lidt maling.

At male flet-hegn er ikke det sjoveste i denne verden. Lørdag, 07:30 stod jeg klar på terrassen med maling og pensel, klar til at male. Efter et par timer var de første to gamle flet-hegn malet, og jeg blev hurtig enig med mig selv, at jeg efterfølgende kun ville male dér hvor jeg skulle arbejde senere på dagen – for ellers kunne jeg bruge resten af dagen på at male færdig.

Ud over at male hegn, så ville jeg sætte et bræt bag på flet-hegnet, for dels at støtte og rette hegnet op og dels for at altankasserne havde noget mere at holde fast i end blot flet-hegnet.

Den øverste del af det nye flet-hegn og stolper blev malet på ydersiden, og hen på eftermiddagen blev det nye bræt monteret.

Lige nu udestår så malerarbejdet på to nye flet hegn (ude og inde) samt gammelt flet-hegn (inde) og terrassen skal have olie.

Terrasse, fase II

Så blev det endelig uge 17 og ferie – så terrasse projektet skulle gå videre til fase II. Så trods sygdom og kedeligt vejr, så var det igen en tur i arbejdstøjet for at lave terrassen færdig.

For at gøre hele løsningen mere simpel, blev der i sidste øjeblik ændret på designet, således at de brædder der tidligere var under hegnet, ikke ville blive videreført til den nye løsning. I stedet ville et højere flet hegn blive monteret.

Alt hvad der udestår nu er maling til hegnet, både nyt og gammel, senere på året skal selve terrassen have olie.

En stor tak skal gå ud til Martin, for materialer og levering

Terrasse projekt

De sidste par år er det gået stærkt ned af bakken for terrassen. For en del år siden blev terrassen istandsat, alle brædder blev fjernet, vasket, tørret og olieret og lagt på plads igen.

Desværre er kvaliteten af trykimprægneret træ ikke som da ‘far var dreng’, eller også så får man hvad man betaler for? Det virker dog mest af alt som at imprægneringen i dag er vandbaseret og derfor er let at vaske ud af træet.

Terrasse belægningen står derfor for en udskiftning, og projektet blev startet i uge 13, hvor vi fjernede den gamle fyr “trykimprægneret” belægning.

Kun få af de 42 gamle brædder kunne stadig bruges. Dem der ikke allerede var rådnet var godt på vej. En enkelt af plankerne, gulvet lå på, var ligeledes rådnet. Det var heldigvis kun en lille halv meter, som let kan skiftes.

Inden den nye belægning kan ligges på igen, skal der lige klares et par småting:

  • Udskiftning af planke
  • Udskiftning af to hegn stolper
  • Udskiftning af stykke underhegn
  • Udskiftning af tre stykker flet hegn

Note: Næsten halvdelen af prisen for en ny terrasse, er skruerne …